MIDTGAARDEN

Behandlingscenter for misbrug og dobbeltdiagnostiserede.


Kontakt os nu

Afgiftning


Mange mennesker er af den opfattelse, at problemet for en afhængig ikke er at blive stoffri, men derimod at forblive stoffri. Ikke desto mindre er afgiftningen jo alligevel det første skridt imod en tilværelse som stoffri.
Afgiftning af beboere planlægges i samråd med Midtgårdens Overlæge i psykiatri Julius Nissen. Det er altid rart for alle parter hvis vi på forhånd kan få så mange og præcise oplysninger om en kommende beboers forbrug – både det ordinerede og det illegale – på forhånd, så vi kan få mulighed for at planlægge den optimale afgiftning. Dette indebærer at vi også meget gerne vil have alle relevante oplysninger fra visiterende myndighed som omhandler forbruget.

En afgiftnings varighed kan variere meget fra beboer til beboer, afhængig af stoftype, varighed, mængde og andre faktorer. Typisk varer en afgiftning mellem 2 og 6 uger, men kan både være kortere og længere.
Medicinen vi anvender til afgiftning er ordinær afgiftningsmedicin, d.v.s. typisk metadon, subutex og risolid. I særlige tilfælde hvor lægen skønner det nødvendigt bruger vi også andre benzodiazepin- eller morfin-præparater til afgiftning.

Derudover tilbyder Midtgården NADA-øreakupaunktur i forbindelse med abstinensbehandling. Adskillige af Midtgårdens medarbejdere er uddannet til NADA-øreakupunktører, og beboere kan derfor benytte tilbuddet dagligt.
De sidste uger på medicin og de første uger uden, er som regel den periode hvor beboeren er værst plaget af abstinenser. Dette viser sig oftest som uro, appetitløshed, svedeture, søvnproblemer, rastløshed og mangel på energi. Det er derfor i denne periode ekstra vigtigt med støtte og omsorg, og beboerne opfordres til at have ekstra meget kontakt til både personale og andre beboere. Det er vigtigt at beboeren oplever rammer med ro og tryghed, ligesom det også er vigtigt med rigelige doser af motion og frisk luft for at komme sig så hurtigt som muligt.

Beboerne opfordres derfor til at deltage i både dagsprogram og fysiske aktiviteter i det omfang de overhovedet kan idet al erfaring viser, at des hurtigere stoffernes eftervirkninger bliver brændt ud af kroppen, jo hurtigere får beboeren det bedre.

De behandlingsmæssige temaer under afgiftningen handler især om erkendelse af omfang og konsekvenser i forbindelse med brug af stoffer, ligesom beboeren introduceres til Midtgårdens måde at opfatte både misbrug som tilstand men også behandlingen heraf.